Vær Ekstra God ved Dig Selv

I denne tid er det vigtigt, at vi passer ekstra godt på os selv. Både for vores egen skyld, men også for vores nærmeste, samfundet og verden. Selvom vi lige nu bliver konfronteret meget mere med vores egen eksistens og alle livets facetter, end vi er vant til, så går livet for langt de fleste af os videre, og der er brug for, at så mange af os kommer igennem denne tid bedst muligt. Så vær ekstra god ved dig selv (og andre) pt. og forsøg at gøre så meget af det, der giver dig glæde, mening og energi.

Vær social online eller udenfor. Sørg for at være social, selvom du skal begrænse den fysiske kontakt. Vær stadig social med dine venner, kollegaer og familiemedlemmer, eksempelvis udenfor. Aftal at mødes med én anden, det må vi gerne, så længe vi holder afstand. Eller vær kreativ og find på nye måder at ses og have kontakt. Lav eventuelt dates og sociale aftaler, hvor I mødes over skype, messenger, facetime o.lign. Lav en online kaffe-, øl- eller vindate. Dress dig eventuelt op, sæt håret ekstra fint og tag make-up på, hvis du har lyst til det. Eller lav en skypeaftale med en anden børnefamilie, bedsteforældre m.m. Vi er sociale væsener, så vi har brug for at være sociale, også – eller måske især – nu.

Dyrk motion. Når vi træner, påvirkes hele kroppens kemi. Det betyder blandt andet, at appetitten reguleres, blodtrykket falder, hjertet styrkes, vi producerer mere af det gode kolesterol, og vi producerer flere “lykkehormoner” og kommer dermed i bedre humør. Motion er meget virksomt og fungerer som en god “nulstiller” for os mennesker. Så sørg for at dyrke motion, også selvom du ikke pt. kan gå i fitnesscentret, til yoga m.m. Vær kreativ, tag ud i naturen eller i en park, træn i baggården eller i din egen have – eventuelt med en ven. Eller hjemmetræn. Der findes mange hjemmetræningsvideoer online og masser af apps. Motion sætter også gang i vores energier og løsner op for følelser og muskelspændinger, hvilket nemt kan være mere udtalt i denne tid. Så bevæg dig endelig og brug kroppen.

Kom ud i naturen og få frisk luft. Naturen har en helende og beroligende virkning på os mennesker. Vores kortisolniveau falder, og dermed også vores stressniveau, immunsystemet styrkes, og serotoninniveauet optimeres og gør os i bedre humør. Både krop og psyke slapper mere af, når vi befinder os i naturen, muligvis fordi det er vores oprindelige miljø – altså evolutionært set. Så kom ud og få frisk luft, og lad endelig alle dine sanser indtage naturen. Lige nu begynder naturen for alvor at spire og dufte. Det er altid smukt og livsbekræftende at opleve, og kan være ekstra givende for os i denne tid. Det minder os om, at livet fortsætter, selv i en tid, hvor vi hører om og/eller oplever megen smerte.

Grin. Sørg for at have det sjovt af og til, sørg for at grine. Når vi griner, producerer vi også endorfiner, hvilket som sagt virker afslappende for vores krop og sind og reducerer negative tanker. Så lav noget sjovt, noget der gør dig glad. Se eventuelt en sjov film eller serie eller find nogle latterøvelser på youtube. Gerne sammen med din familie eller eventuelle bofæller. Det er skørt og sjovt, og det virker både i forhold til vores sundhed og humør.

_______________

Vær kreativ. Kreative aktiviteter er for de fleste ensbetydende med fordybelse og nydelse. Her kan vi frit vælge, hvad vi vil lave, og vælge det, som giver os mest glæde og mening. Dette er en god måde at fjerne fokusset fra det kaos, som omgiver os pt., og en god måde at få andre inputs på. Når vi eksempelvis bygger et fuglehus, laver perleplader eller strikker, så kræver det desuden en vis sum koncentration og forbydelse, hvilket i sig selv kan være både nærende og beroligende. Det kan være en form for meditativ praksis – a la arbejdsmeditation.

Mediter og/eller dyrk yoga. Der findes mange forskellige måder at meditere på, og mange forskellige meditationer, som kan bruges til at sænke åndedrættet og slippe tankerne, få afstand hertil og få mere ro i hovedet. Således kan meditationer bruges til at slippe eventuelle bekymringer og katastrofetanker og bruges til at give mere slip og slappe af – også i kroppen. I næste afsnit “Slip Bekymringerne” præsenterer jeg nogle meditationer/øvelser, som kan bruges hertil. Derudover findes der mange meditationer på nettet og ligeledes gode apps. Yoga er også meget gavnligt, blandt andet yin yoga, som også giver afslapning og afspænding. I yin yoga strækker man bindevævet, som udgør 70% af kroppen, og som hænger sammen i hele kroppen. Således påvirkes hele kroppen af øvelserne, og disse medfører dyb afslapning for både krop og sind.

Husk på, at det bliver bedre. Husk på det, for det er der ingen tvivl om. Nogle ting er måske forandrede efter denne pandemi, men på et tidspunkt må vi igen være sociale, kramme, spille badminton og fodbold, tage til yoga, gå i biografen og på café m.m. Så husk på det, hold fast i det og bevar optimismen. Hverdagen kommer igen.

Søg eventuelt professionel hjælp. Hvis du føler, at du har svært ved at håndtere dine følelser og reaktioner lige nu, og føler at de fylder for meget i dit/jeres liv, så overvej om det kunne være en hjælp at snakke med en psykolog eller terapeut. Rigtig mange psykologer og terapeuter, inklusiv mig selv, tilbyder pt. samtaler online, over skype eller pr. telefon. Vi er her – også nu.

I de efterfølgende afsnit kommer jeg med nogle konkrete værktøjer, øvelser og meditationer til eksempelvis at være med, acceptere og mindske bekymringer og katastrofetanker. Og muligheder for i denne tid også at holde fast i og arbejde med optimisme og håb. Pas på dig selv.