Om mig

Jeg er født særligt sensitiv (ekstra sansende) og født med nogle selvstændige, rebelske og kreative gener. Jeg har til en vis grad altid stillet spørgsmålstegn ved normerne og idealerne i vores samfund og er med tiden blevet mere bevidst om, hvor fastlåsende, uhensigtsmæssige og usunde disse kan være. Her tænker jeg bl.a. på, at vores alt for mentale, individualiserede og fortravlede samfund – såvel som politikerne, medierne og det kollektive sind – kan påvirke os mennesker meget uhensigtsmæssigt. Jeg ser heldigvis i vores samfund (og i verden) i dag en voksende kollektiv bevægelse – bevidsthedsbevægelsen, kalder jeg den – hvor flere og flere mennesker ønsker at leve og arbejde på nye måder. Flere og flere gør op med de usunde normer og tendenser og ønsker at leve et mere bevidst, nærværende og nærende liv. Vi er tilsyneladende i en brydningstid lige nu, et skifte er stille og roligt sat i gang evolutionært set, og en ny og bedre tid – et nyt paradigme – er så småt i gang med at opblomstre.

I mange år efterhånden har jeg følt det som værende mit kald at støtte og hjælpe andre mennesker med at løsrive, frisætte og udvikle sig selv. Kernen i dette er efter min overbevisning at øge sin egen bevidsthed – både hjertebevidsthed, kropsbevidsthed og energibevidsthed – og at slippe sindet. Jeg hjælper således den enkelte (eller parret) med at komme mere ned i kroppen og mærke sine helt egne grænser, behov, ønsker og drømme. Og hjælper den enkelte/parret med at få skabt et liv, hvor det er muligt at gøre mere af det, der giver mening, glæde og energi. Således har jeg også selv været på en længere (og til tider ganske udfordrende) bevidsthedsudvidende rejse og har sammen med min kæreste indrettet vores lille families liv, så det bedst muligt matcher mine/vores behov. Vi har gjort op med mange normer og idealer og lever et ret utraditionelt og kreativt familieliv. Min kæreste og jeg er begge fra Nordjylland. Vi mødtes i Aalborg i 2005, men har boet på Nørrebro i over 10 år. I starten af 2019 flyttede vi til naturskønne og rolige Slagslunde, 30 min. udenfor København, hvor vi bor sammen med vores søn, Birk (fra 2014). Vi har et stort og dejligt hus og en vidunderlig have, hvorfor jeg også har valgt delvist at arbejde hjemmefra. Rammerne her er ganske enkelt nærende og helende i sig selv. Jeg/vi elsker at være i haven og naturen, elsker det lille lokale og nære samfund med skønne, hjertevarme og kreative mennesker. Personligt føler jeg, at jeg er kommet hjem (igen), efter at være flyttet på landet. Det er meget nærende for mig.

Life is a mystery. Enjoy it. Don’t call it uncertainty – call it wonder. Don’t call it insecurity – call it freedom” (OSHO)

Min interesse for meditation, yoga, spiritualitet og mere alternative veje begyndte for mange år siden under et højskoleophold i Odder. Her prøvede jeg forskellige former for yoga, meditation og danserejser og har siden da været på mange kurser og retræter. Både i Danmark, Sri Lanka, Italien og på Kreta. At leve et mere spirituelt og naturtro liv, handler for mig om at se og anerkende, at vi alle er forbundet – med alt og alle. Forbundet med hinanden, naturen og resten af verden. Det handler også om “at være den, man egentligt er”. Være autentisk. Være sig selv. Det betyder, at man er tro mod sine egne grænser, behov og drømme. For mange betyder det, at de først må løsrive sig fra tillærte usunde tanke- og adfærdsmønstre, egne og andres (uønskede) forventninger, dysfunktionelle familiedynamikker og uhensigtsmæssige normer m.m. Det handler altså om at slippe tankerne og sindet (både det individuelle og det kollektive) og om at leve i nuet fra no-mind. Dette gøres i min optik bedst via en grounded proces med masser af jordforbindelse og krop. Og gerne med masser af natur. En god kontakt til kroppen og en veludviklet bevidsthed/kropsbevidsthed er ganske enkelt et must i sådanne frigørende og udviklende processer.

Jeg er meget inspireret af den indiske mystiker OSHO og hans idéer om at leve fra no-mind, Zorba the Buddha (den dansende buddha), at livet skal fejres og om at finde ind til sin indre rebel. Derudover finder jeg stor inspiration ved Eckhart Tolle, Dalai Lama, Tara Brach, David Deida, Anne Sophie Jørgensen og Richard Rudd og er tidligere i mange år kommet i Center for Visdom og Medfølelse.

“Mindfulness is ultimately the art of living deeply and happily” (Thomas Bien)